Tak for en fantastisk tur!

500 kilometer senere, en uge efter hjemkomsten, trygt tilbage på Frederiksberg er der tid til at være lidt eftertænksom. To uger føles som mindst en måned når man rejser rundt som vi har gjort - så mange indtryk, mennesker og oplevelser. Det har været interessant at se hvad konflikten betyder for hverdagen og selvforståelsen hos et folk, der dagligt kæmper for retten til deres land. At vi kun så sagen fra en side er klart værd at diskutere, men vor kære Detta har ret i at palæstinensernes historie fortjener at blive fortalt.

Krigen mod terror har de sidste år udspillet sig i den fjerne verdensdel med det blakkede ry, hvor uenighederne lader til at blive ved og ved. Men hjemvendte kan vi vist alle bekræfte, at Mellemøsten fortjener at være andet og mere end det billede medierne tegner af religiøse fanatikere og menneske-rettighedskrænkelser. På vores rejse mødte vi glæde, dans, fantastisk mad og varme, nysgerrige mennesker overalt. De arabiske kvinder har en festlig overbærenhed, vi danske brokkehoveder godt kunne lære noget af ind imellem:)

Efter at have brugt to uger i denne mytiske, dragende del af verden, sidder jeg - sikkert ikke som den eneste - tilbage med endnu flere spørgsmål. For historien, regeringer og vedtægter er en ting. Men at forstå de personlige historier, forstå hvorfor vi alle sammen længes efter fred, samtidig med vi bliver ved med at slås, er en ganske anden.

Hvad man ved, har man ikke ondt af

Konflikten om Palæstina og Israel er ikke bare en kamp om landegrænser, men også en sørgelig fortælling om et folk der er gået så meget igennem de sidste årtier, mens verdenssamfundet har set den anden vej. De har en (naiv?) tiltro til, at hvis bare Vesten vidste hvad der foregår, ville vi handle. Men det er vel efterhånden ingen nyhed, at israelerne ikke opfører sig som de lover. Men som Bob Dylan spurgte os i 1962 – stadig højaktuel – ”how many ears must one man have before he can hear people cry? ’n’ how many deaths will it take till he knows that to many people have died?”

En af dagene cyklede jeg ved siden af Ilana, den smukke tromme-kvinde fra Ørkenen. På vej op ad en bakke, svedende og prustende, råbte en af mændende der stod langs vejen til os på arabisk: "Det er synd at se jer arbejde sådan!" Hun vendte sig om og råbte "Vi har ikke noget imod det! Vi arbejder for fred, det er ikke let - men det er det værd! Hertil svarede han smilende "Du har ret. Held og lykke med turen. Må Gud give jer styrke."

Det var så fint. Og sandt.

Så ladies, yallah yallah. Cykelturen var blot en inspiration - nu venter det hårde arbejde, inshallah.

Over/Out

Ane

Follow The Women-prisen 2009

Den 20.10.2009. Efter aftale fulgte den danske gruppe ikke med resten af FTW denne dag, fordi vi skulle overrække Follow the Women-prisen 2009 fra Danmark til Mahera El-Dajan, der er leder af et børnehjem i Jerusalem. Børnehjemmet blev oprettet i 1948 efter en massakre på den palæstinensiske landsby Deir Yassim i 1948. De eneste overlevende var nogle børn, der nåede at skjule sig, da landsbyen blev overfaldet af zionister.
Vi tog fra Ramalla ca. 2 timer før vi skulle være på børnehjemmet i Østjerusalem. Der er ikke særlig langt i kilometer, men på grund af muren, som israelerne bygger er det nødvendigt at køre omveje og regne med meget ekstra tid ved det check point, som alle skal gå igennem - altså ud af bussen. Det var som at blive drevet gennem smalle gange som kvæg. Der var tremmer på siderne og net for oven. Der er ingen synlige myndighedspersoner at se, kun stemmer i højtalere. Selve overgangen bestod af 6 steder, hvor man kan gå igennem. De var alle lukkede. Vi er ikke mennesker kun "ingenting". Palæstinenserne, der venter sammen med os er meget hjælpsomme - og det har vi brug for - intet bliver sagt i højtaleren på engelsk kun hebraisk og arabisk. Det samme gælder skiltningen. Indtrykket, som vi havde med os fra grænsen, af et land, der er meget lidt imødekommende overfor de besøgende, der kommer fra den palæstinensiske side bliver kun forstærket.
Vel ankommet til børnehjemmet blev vi godt modtaget af Mahera. Hun er nu 78 år, men arbejder stadig som leder for hjemmet, som også rummer en dagskole for 1200 børn. Det er en betalingsskole, men 200 børn har fripladser. Man har valgt, at børnehjemmet kun er for piger, fordi der ikke er så mange skoler og hjem for piger, så det er her, behovet er størst. Børnehjemmet har plads til 300 piger, men har for øjeblikket kun 22 fordi 150 piger tog hjem på besøg hos deres forældre i Gaza og fik ikke lov til at vende tilbage af israelerne. Det samme gjaldt for 150 piger fra Vestbredden, så vilkårene for hjemmet er vanskelige for øjeblikket. Der er ingen tvivl om, at vores pris faldt på et tørt sted, og at der var stor glæde hos Maherea og hendes medarbejdere.
Efter en dejlig frokost skulle vi tilbage til afskedsceremonien i kulturhuset i Ramalla. Det var meget højtideligt med taler af ministeren for sport og ungdom. Han talte om betydningen af Follow the Women, som rollemodeller for kvinder i Mellemøsten og som kvinder, der tog afsted for at cykle for freden i regionen og for den mellemfolkelige forståelse. Han lovede også fremover at støtte FTW. Detta takkede på vores vegne, og lovede at vi også når vi kom hjem ville arbejde aktivt for fred og forståelse parterne imellem. Desværre var en del af programmet udelukkende på arabisk, så det fik vi ikke så meget ud af, men dansene var flotte.
FTW holdt samme aften et internt møde, hvor Detta sagde, at det havde været den bedste tur, hun endnu havde været med til. God stemning deltagerne imellem, meget opmærksomhed fra medierne, så budskabet kunne komme ud og en planlægning hvor alle de frivillige i Lebanon, Syrien, Jordan og Palæstina havde gjort deres yderste for at få det til at klappe. Hun annoncerede næste FTW til april 2011, fordi planlægningen tager så lang tid, og der er ikke kræfter til at gå igang med det umiddelbart efter afslutningen af en tur.

Desværre kunne jeg ikke komme til at sende dette indlæg før efter hjemkomsten.
Mange hilsner
Tove

Follow the women prisoverrækkelse 2009

Vi havde hjemmefra besluttet at Follow the women prisen i år skulle gå til en person, der har arbejdet for palæstinenserne

Fredag d. 23/10 09

Ifl. Anes liste skulle jeg vist dække begivenhederne d. 21/10. Det var hjemrejsedagen og den var decideret præget af opbrud, tagen afsked, krydsen grænser.
Vi spiste morgenmad på det gode hotel i Ramallah og fik bagagen læsset på busser, som kun skulle med til grænsen. Turen førte os endnu engang forbi stykker af den hæslige mur, og mange steder kunne man se et bredt, bredt stykke land op til motorvejen, hvor små sorte stubbe fra ryddede olivenlunde stak op som et mønster. Ryddet af hensyn til "sikkerheden" - sikkerheden for hvem? tænker man. Et sted gik der massevis af de brune og sorte får og ledte efter spiseligt. Det er utroligt at de kan finde noget mellem alle de sten og andet goldt. Også kameler så vi ligge ud til vejkanten. På et tidspunkt fik vi udpeget en bjergtop, som angiveligt skulle være der, hvor Jesus blev fristet inden han fastede 40 dage i ørkenen. Der var bygget et kapel øverst oppe og anlagt en svævebane, så man kunne komme derop uden de store problemer:) Ved grænsen mellem Palæstina/Israel og Jordan gik det denne gang noget lettere med at komme over på den anden side til Jordan. Pigerne ved skranken så helt menneskelige ud. Måske var de glade for at slippe af med os. På den anden side af Allenby Bridge ventede nye busser på os. Den deponerede bagage var stillet ud og Jawad overtog igen sine cykler. Han kom ind i bussen og tog storsmilende afsked med sit feltråb: Ladies! Are you ready og et: see you next year.
Kan ikke huske, om det var her at også tyskerne kom ind og sagde farvel, men jeg tror det. Vores bus satte kursen mod Crown Hotel, som var forberedt på, at der kom en flok, som ville have værelse til at hvile på indtil midnat, hvor vi skulle afsted til lufthavnen. Vi ankom henad kl. 18, nogle skulle jo blive i Jordan nogle dage ekstra, og de fik lynhurtigt receptionen til at arrangere en tur for sig. Nogle ville ind til byen (Amman) og spise, og så var vi nogle, der bare skulle op og sove!
Der var bestilt minibus til de 14, som skulle med flyet kl. 3. Vi troede faktisk at hotellet lå TÆT på lufthavnen, men kørte da en rum tid for at nå derud. Vi tog afsked med Dorthe, som var med ude for at hente en ven (skulle holde ferie i 14 dage) - og vi andre stilede mod paskontrol, gater etc. Der blev amokshoppet i div. dutyfree shops, vist frem og grinet. Alt gik planmæssigt. Vi havde to timers ventetid i Istanbul og nåede frem til bagagebåndet i København ved 11.30-tiden.
Godt brugte tog vi afsked med hinanden. Dejligt at være hjemme igen, men bestemt også dejligt, at skulle mødes igen d. 16/11. What a tour! Nu skal der fordøjes. Ser i en mail, at der på tirsdag er palæstinensiske kvinder i Verdenskulturcenteret: Palæstinensiske kvinder arbejder mod vold mod palæstinensiske Kvinder. Det var måske ikke så tosset at møde op til.

Og så åbner jeg for min radio for første gang, og hvad lyder der fra den? Poul Kjøllers:

Jeg er så glad for min cykel.
Jeg kommer hurtigt langt omkring,
og det' fordi på en cykel,
der går det let som ingenting.

Det er jo så sandt som sunget :)
Ingerrethe

bDagbog 16-17 okt. 2009
Henriette og Ingerrethe

Det er umådeligt svaert at komme til net!

Fredag kom vi afsted fra vores hotel 9.45. Det er relativt til tiden, der er planlagt til 8.30.
Vi korte til Childrens museeum i bus, hvor vi blev taget imod af det samme marching band som ved graensen. Ved musset sagde den jordanske koordinator lidt til os paa arabisk, og saa sagde vi godmorgen til hinanden paa alle sprog. Det var sjovt.
Der var lidt lost stemning ved museet og det var varmt, men vi fik udleveret balloner, vi kunne puste op og skrive freds beskeder paa. Det saa godt ud, naar vi gik rundt med ballonerne. Samtidig skrev vi paa en banner, da vi skulle deltage i en peach walk, hvor banneren skulle bruges. Der kom nogle born og var med, sammen med os, saa der var et trylleshow til aere for dem. Herefter kom vi ind paa det kolige museem, (hvor vi fik vand, jaaa) og saa gik vi tilbage til busserne og vores cykler. De forreste gik med vores banner, saa turen var vores peach walk.
Nu var der afgang fra Amman paa cykel mod det dode hav. Det var en varm, varm tur men med en fantastisk udsigt. Turen var delt op i 3 dele. Efter de forste 17 km var der pit stop med frokost med pizza. Herefter kom et straek paa 23 km, der gik meget ned ad bakke, saa her kunne man vaelge at kore turen i bus. Det var der nogle der gjorde, mens de fleste tog udfordringen op. Efter endnu et pit stop og da alle var kommet tilbage til deres cykler, fortsatte turen mod det dode hav. Cykel vognen glemte i forste at stoppe, saa nogle fik en lidt laengere bustur. Turen ned til det Dode Hav var dejlig og smuk. Man havde laenge udsigten af havet og da vi naermede os, kunne man se hvordan der er sat stole og borde op langs vejen, sa folk kan sidde og nyde aftenen og udsigten over solnedgangen og havet. Endelig var vi fremme - senere end planlagt saa der var lidt forvirring og travlhed, for nu ville vi gerne i vandet inden det blev morkt. Vi fik dog hver isaer fat i vores baggage og gik til stranden, hvor der var sat 3 store telte op til os, som vi skulle overnatte i. Nu var det bare af med cykeltojet og i badetojet og saa i vandet. Uhmm det var godt og meget sjovt at ligge der og flyde i det saltholdige vand. Hvis vi havde nogle saar og rifter, vi ikke kendte til, fik vi dem nu at maerke. Vi smurte os ind i sandet og fik den blodeste hud af det.
Efter badet var det middag under stjernerne og saa var aftenen ellers vores egen. Det var dejligt at slendre rundt og smaa sludre. Nogle gik rigeligt i seng og andre blev laengere oppe og nod aftenen, men for eller siden, lagde vi os alle paa vores madras i det store telt og lyttede til skvulpet fra det dode hav mens vi faldt i sovn!
(Henriette)

Loerdag d. 17. okt. paa et bibliotek i Betlehem, - bogbestanden kunne jeg skrive en del om :)
Vaagner foerste gang lidt over 1 (nat) Der er ulidelig varmt i teltet til trods for placering i foerste parket. Det doede hav skvulper. Folk sidder i det (beskidte) sand, de sidder i stole ude i vandet, fester udenfor teltene. Oppe er der stadig folk, som sidder og hygger sig ved bordene nede ved poolen. Paa min tur op i omraadet konstaterer jeg, at der gaar betjente rundt og kontrollerer. Der smutter masser af vilde killinger rundt, roede og sortbrogede. De nyder godt af alle de madrester, som bare bliver smidt paa fliserne eller i sandet.
Mange har lagt sig udenfor teltene i sandet. Det ville nok have vaeret en god ide. Der snorkes godt i teltet natten igennem. Taeppet var ganske overfloedigt.
Ved 6-tiden er der lys over land - ogsaa paa den anden side af det doede hav. Folk begynder at vaagne op til daad i teltet.
Mange bader igen - jeg springer over. Min cykeltroeje og badedragt er blevet toerre i loebet af natten.

Morgenmaden er tilberedt af nogle aegtemaend, som har choppet agurker og tomater hele natten - smaa tykke pandekager med sa'ahar - altsammen meget delicious.
Og saa hele postyret med busser og bagage. Goer saadan! Naeh, goer hellere saadan. - Taarevaedet afsked med syrere, jordanere m.fl. Turen gaar til graensen mellem Jordan og Palaestina (Israel) og afsted kommer vi. Med lille oppakning + taske med div. ting til aflevering i P. Det vi ikke faar brug for (og ikke kan cykle med) koerer tilbage til Amman.
Jordansk graense - samme procedure UD, nej IND. Alt henstaar i det uvisse. Detta giver instruktioner mht. adfaerd i den israelske paskontrol. Hvad skal siges, hvad skal ikke siges.
LAAAAAANG PROCEDURE HOS ISRAELERNE - Og vi vented, og vi vented, og vi vented. Ren provokation. Vi skulle IKKE naa Jeriko i dagslys! fire tyrkere blev afvist, havde forkerte pas :(. Vi tages imod af en ualmindelig impertinemt ung (16 aar?) pige, som insisterende spoerger ind til, hvad vi skal, hvorfor vi vil til Jeriko. Vi ender med at henvise til Detta. Den unge fortsaetter inde bag glasskaerm med stoneface, hvorfor vil vi ikke have stempler i passet? Tilkalder en aeldre kollega. Vi faar smaekket en seddel ned paa skranken: fill it in. Ikke noget med 'please' her.
Men de fleste af os kommer igennem. Og SAA venter vi inde i klimaanlaegget og udenfor (40 grader) Vi finder ud af at vi KAN faa bagagen transporteret m. bus og at der er 7 kilometer til Jeriko op ad bakke - men vi maa gerne gaa opad bakken!
Vi kommer afsted v. 6-tiden om aftenen! 6 en halv times ventetid! Der er til stadighed personer, der bliver holdt tilbage. pg.a hvad? 3 af de danske piger stod til det sidste. Jubel og fredssange, hver gang en ps. kom ud. Muligvis har disse slagsange heller ikke bedret humoeret hos personalet :) Paa et tidspunkt dansede hvert land deres sanglege - det var temmelig morsomt. Tiden gik og gik, saa varmen naaede da at laegge sig lidt til vi endelig i halvmoerke kom afsted paa cyklerne. Nu blev vi dirigeret af de tre tyske og to polske guys:) Det klarede de flot. Det blev dog moerkere og moerkere, ikke rart at cykle i, selvom temperaturen nu var herlig. Det foerste stop: taler ved en borgmesterfyr (Ministry of youth and sport): Vi gjorde noget for Palaestina, som maend og praesidenter IKKE gjorde: tak, tak. Udlevering af flag, bluser og brocher + vand og juice. Cyklede yderligere 3 kim. til der, hvor cyklerne skulle parkeres. Fik laekker mad baade vegetar og koed. Igen taler: Jeriko var FOER historien, og vil forblive efter historien! Detta citerede igen Arafat som havde sagt: Detta bring the women here, and let them see with their own eyes what happens here - the realities. Fra maden gik vi til fods til Academy of Security Service, hvor de uddanner baade unge piger og maend. En lang raekke af kvindelige polizister staar linet op paa raekke fra indgang til bygning. Virkelig prestigebyggeri. Har vaeret bombet ned flere gange, men alle bygger op igen.Unge maend vil meget gerne bruge deres engelsk, en laerer, der ogsaa gerne ville bruge sit, men som ikke talte naer saa godt som en ung pige, taler om mulighederne her med undervisning, computerteknologi og sproglab. Frem til hotel i bus. Birthe og jeg deler igen og foeler os priviligeret, fordi der ikke er nogen til de to sidste senge. MEN de kommer, mens jeg er i bad. To tyrkiske laeger, som nok skal finde paa plads:) vi skal bare sove videre.

Indtryk fra Jeriko City, da vi cykler igennem. Maend sidder overalt og ryger vandpibe - ingen kvinder. Vi faar at vide, at hele Jeriko har ventet paa os hele eftermiddagen, linet op langs vejen, som vi saa ofte har oplevet. Smaa drenge forsoeger at cykle sammen med os - lidt farligt.
Brudstykke af en tale: Vi palaestinensere er fredelige folk, vi oensker fred for alle boern, israelske saavel som pal. Israelerne oensker hverken fred for de pal. boern ELLER de israelske.

Detta, der ofte taler om: DEN dag da alle de mellemoestlige landes kvinder kan komme med til Jerusalem.

Ingerrethe

Dagbog 13. oktober 09

Syrien, 13. oktober 09

Store skyer hænger tungt over bjergene nær Homs, da vækkeuret ringer alt for tidligt på værelse 210 hos 3 glade, men en anelse trætte kvinder. Samtidig med at vi langsomt kommer til bevidsthed og får fundet cykelshorts, solcreme og cykelgejsten frem, så kæmper solen en ihærdig kamp for at brænde skyerne af. Pludselig dukker den kæmpe Madonna-firgur frem fra bjertoppen, som vi anede da vi ankom aftenen før i tusmørket. Der er en næsten magisk og himmelsk stemning over denne scene, idet hun – altså Madonnaen - det ene øjeblik er svøbt i florlette skyer og det næste øjeblik er er badet i ren solskin.

Endelig er alle på busserne og målet er nu at nå frem til denne tours vistnok hårdeste etape. Kun 28 km, men med masser af bjergkørsel. Vi er alle en smule nervøse for hvad der venter os, men vi minder hinanden om at det primært handler om psykologi og mentalt arbejde at forcere sådanne bjerge. Skal en elefant fortæres, så skal det ske i små bidder og heldigvis er der lagt pit-stop ind med jævne mellemrum, hvor forfriskninger fylder vores depoter op . Sådan en tur symboliserer egentlig også livet som det er….fyldt med ups and downs, men ved at tro på sagen, kommer man lettere igennem. Forhåbentlig kan denne mentale tilstand af tro og håb overføres til Mellemøst-situationen og formålet med denne tour…..”Troen på Fred”.

Desværre oplevede vi et grimt styrt hos en af teamets medlemmer. Slemt så det ud og chokerede blev vi alle, men heldigvis var det mest overfladiske skrammer og sejheden sejrede.

Touren var lagt i de smukkeste omgivelser…..og masser af smilende og venlige mennesker heppede os i mål ved en stor sø. Endnu engang kom vi glade og trætte i mål med en snert af en uovervindelig Lance Armstrong-agtig følelse.

Tilbage i busserne: Japanerne er nu ved at vænne sig til at spise dansk salmiak-lakrids uden alt for mange grimasser… og de laver små origami-ting til os…de jordanske piger danser og synger..…vi hører lidt Syrisk skønsang..…nogle får sig en velfortjent lur…..og med diverse tissepauser under oliventræernes afskærmning ankommer vi langt om længe til vores palads-agtige hotel, lidt uden for Damaskus. Ååååh, det er skønt at være dronning. Vi bliver vist ikke sjove at få hjem til DK med de nykker vi hurtigt vænner os til.

Tanken om at være så tæt på Damaskus’s gamle bydel uden at komme derind, var ren tortur for nogle af os. Derfor var vi nogle, der ilede op på vores værelser…lavede en hurtig ubådsvask og fik malet lidt læbestift på. Med skyklapper på og blødende hjerter, passerede vi de overdådige bufferter, der bugnede af det bedste af Syriens køkken…og så hurtigt ned og hyre en taxi. Vi kørte forventningsfulde afsted. Efter kun 5 min i taxaen, gik den i stå….ikke mere benzin. Det lykkedes dog chaufføren at starte den igen…måske på nogle benzindampe??? og vi rullede hen til en tankstation. Efter påfyldning af ca. 2 liter benzin (for hvad skal man dog med mere, når man kun lige skal ind til centrum af byen?) gik det igen afsted mod Damaskus.

Wow…hvor er det en charmerende by. Overalt imponerende rigdom af kultur, arkitektur og ”leben”..…der på en eller anden måde tar’ sig lidt 1001-nat –agtigt ud i nattelyset.
Når ”tøser” liver sluppet fri i bazarer, så ryger der hurtigt nogle timer, men glade var vi over at have fået handlet sæber, rosenthe, tørklæder og alverdens tingeltangel. Vi endte aftenen på den skønneste tag-café med udsigt over Den Gamle Bys tage og lige ved siden af den majestætiske Umayyad Mosque….med flagermusene der tomahawkede om vores ører og vores lugtesanser bombarderet af vandpibernes berusende æbleduft.

En ny freds-cykel-dag venter….

Go’nat til skønne Damaskus

/Cathrine.

14. oktober

Som sædvanlig skulle vi starte præcis kl. 09.00, så vi kunne nå hele dagens program til tiden! "Det danske spejderhold" som nogen i det danske team har kaldt os mødte naturligvis op til tiden. Men også helt efter bogen kom vi afsted 1 time senere. 200 kvinder er nemlig ikke sådan at holde styr på. En eller anden havde snuppet sit pas fra receptionen, og det var ikke meningen. De skulle nemlig sendes i samlet flok til næste hotel for at få fordelt værelser etc. til vi kom frem i løbet af aftenen. En anden havde glemt at aflevere sin nøgle.

Men endelig kom vi afsted og var fremme ved en UNWRA flygtningenlejr 2 timer senere. Alle stod spændt og ventede, da vi kom - børnene med olivengrene i hænderne - og i det hele taget samme varme velkomst, som vi har fået alle vegne. På grund af forsinkelsen blev der kun tid til et kort ophold, men jeg fik da talt med nogle af kvinderne og hørte lidt mere om forholdene i lejren. I Syrien må flygtningene godt arbejde uden for lejren i modsætning Libanon, hvor de ingen rettigheder har overhovedet. Flygtningene kan ikke blive syriske borgere, men ellers har de de samme rettigheder som syrerne, kan arbejde og uddanne sig.

Derefter op på cyklerne og afsted. Overalt stod der folk på gaden og vinkede og råbte velkommen. Tænk så mange varme smil vi får, og det smitter, så der bliver sunget i hele feltet, og nogen nærmest dansede på sadlen. Landskaberne vi kørte i gennem var nærmest ørkenagtige og der boede mange beduiner i området. Ved et af vore pit stops i en lille landsby, var der mødt rigtigt mangemennesker op. Alle de store drenge ville gerne afprøve deres engelsk: What is your name? og How are you. Pigerne er lidt mere generte, men alle vil gerne hen og tale med os så godt som vi nu kan. Så bliver der fotograferet og kigget på billederne med det samme. Det vækker stor moro, og så kommer der flere til. Vi bliver fotograferet med smukke kvinder, kvinder i fine gevandter og med masser af dejlige børn. Tak fordi I kommer lyder det igen og igen Det bliver serveret sodavand, små lækre kager, overtrukne mandler og chokolade.

Så afsted igen gennem dette forbløffende tørre landskab med masser af får. Ind imellem stopper vi for at hilse på, og de store drenge bliver lidt for ivrige engang imellem og kaster sig ind foran cyklerne. Men så kommer Beirut by Bike folkene og får gennet dem væk, da det kan være temmeligt farligt - hvis en vælter og derkommer 200 kvinder bagved, så risikerer vi en domino effekt, og det har vi ikke spor lyst til, da vi har haft nogle kedelige styrt.

Efter ca. 50 km er vi fremme ved målet, et dejligt sted langsmed en flod og eukalyptus træer langs vejen og flodbredden. Der var igen masser af mennesker mødt op for at byde os velkommen. Kvinderne vil gerne tale med os og trykke os i hånden. En sendte håndkys til mig, og en anden vil gerne udveksle kindkys. Der er en fantastisk følelse, at mærke dette kvindefællesskab på tværs af grænserne, og spekulerer man ikke over, om nogen har tørklæde på, og hvor meget de er til- eller afdækkede. På en måde virker den danske diskussion om tørklæde og burka umådeligt indskrænket, når man cykler rundt hernede. Det er menneskene, der tæller og det der er inden i.

Så gik det afsted med bus til grænsen ind til Jordan, og her ventede en overraskelse. Vi blev mødt med kameler og militærorkester - helt overvældende. Og så fik vi en pakke med mad, mens vi dansede og sang, og vi ventede på passene. Glade men udmattede tørnede vi ind vedmidnatstide nu i Jordan.

Dorthe

Soendag d. 11. oktober var en kaempelang dag. Vi cyklede 58 km fraByblos tilTripoli. Turen var rigtig smuk langs Middelhavskysten hele vejen. Det var en god og relativt let cykeltur med kun faa krappe stigninger. Vi koerte paa relativt oede veje med enorme industribygnimger, vekslende med smaa bebyggede omraader. Vi kom kun igennem een by, hvor vi havde en af vores pitstops.
Vi fik mageloes citronsaft og nogle af de utallige soede kager. Vi ankom til Tripoli sidst paa eftermiddagen og koerte "Champs Elysses" tur ned ad hovedstroeget gennem to flotte rundkoersler og tilbage igen, med den saedvanlige politieskorte med larm og blink. Lamgs hele rutem vinkede, hilste og smilede folk til de skoere cyklende kvinder.
Vi ankom til KIng Hussein Garden hvor vi fik vores laenge ventede frokost - vi var bed at doe af sult. Efter endt frokostpause (kl. 18) koerte vi fra TRipoli i bus til den syriske graense. Det tog tre en halv time at passere graensen Den palaestinensiske delegation diverterede med dans, sang og trommespil samt jubeldsang (sarluda)!
Vi ankom til vores skoenne luksushotel kort foer midnat og gik straks til en fireretters middag!
Vi spiste os maette i forretter, og det var jo helt forkert. Det undrede os overhovedet ikke at der laa fire saet bestik. Desvaerre fik vi kun en nat paa dette herlige hotel med havudsigt til begge sider.

Mandag d. 12. startede vi naesten til tiden - koerte en kort tur i bus og fandt vores cykler. I modsaetning til libaneserne er syrerne dejligt fri for lange taler og velkomstceremonier naar vi skal starte paa dagens tur, saa vi kom tidligt i gang. Turen var uden uheld for de danske deltagere - en enkelt deltager faldt ad cyklen i varmen men livede op igen. Turen var KUN 35 km lang, men havde nogle serioese stigninger. Til gengaeld endte den med den smukkeste middelhavsudsigt, hvor vejen gik ud i havet. En frisk dansker sprang i med et par af de andre deltagere - til stor forbavselse for de lokale.
Noget af det skoenne ved turen er alle de kvinder, vi har moedt, snakker og udveksler historier med. Vi synger, griner, cykler, danser og snakker, og spiser masser af laekker mad.
Derefter i bus til Homs, hoejt oppe i skyerne.

FTW/Annie Philipsen

Dagbog fra d.8-10. oktober

Torsdg d. 8. oktober ankom alle rettidigt i lufthavnen 15.25. Alt gik glat gennem billetter og kontrol. Servicen blandt stewaedesserne var ikek i top, men vi fik nogle fantastiske livshistorier udvekslet undervejs. Der var smukke udsigter over Istanbul og Beirut.

Vel ankommet maatte vi konstatere at pasmyndighederne havde beslaglagt en af vore deltagere. Hendes forbrydelse var at have et stempel fra Israel. Hendes uskyldige udseende og det fremskredne tidspunkt fik paskontrolloeren til at baere over med hende.
Vel ankommet til det rette hotel kastede vi os i dynerne kl. 3.

Fredag d. 9. oktober stod vi op kl. 7 og tilbragte hele formiddagen med at fixe cykler i Beirut By Bike. Vi fik en laekker frokost af libanesiske specialiteter og vand, vand og vand.
Derefter blev vi koert til Sabra og Shatila, flygtningelejrene i Beirut, der oplevede en massakre i 1982. Det var et deprimerende syn: faldefaerdige huse og veje bestaaende at mudder og jord. Til trods for det havde lejrens ledelse arrangeret en flot velkomst med danss, taler og sange. Vi savnede kvinder blandt talerne og da vi gjorde opmaerksom paa det, kom der kvinder op paa scenen. Vi afleverede noget toej og legetoej og takkede for oplevelsen, som vi lovede at fortaelle om i vores hjemlande.

Hjemme paa hotellet gjorde vi os fine for at deltage i aabningsceremonien for Follow The Women i Beirut centrum. Ogsaa her var der forberedt taler, dans og sang. Aftenen afsluttedes med en lang bustur frem og tilbage til Byblos, hor ejeren af et searesort havde aabnet sine doere for os og boed paa kaempeflot middag i luksurioese omgivelser. Blandt de prominente gaester foruden os var formanden for fredspsrtiet og lederen af den libanesiske haer. Vi kastede os i dynerne kl.2.
Allerede loerdag d. 10. oktober kl 6.30 sprang vi ud af dynerne for at tage bad - kun for at opdage at en pumpe var sprunget, saa vi fik hverken bad, te eller kaffe den morgen.

Vi tilbragte dagen i to holld, hvoraf det enen cyklede til Mount Lebanon (20 km) og vi cyklede i Bekaadalen (38 km).
Det var en fantastisk oplevelse fra foerste faerd i landsbyerne, hvor vi kom igennem og blev modtaget med forfriskninger, roser, flag og forfriskninger samt mange venlige hilsner og glade tilraab fra de mennesker, der stor i vejkanten. Eneste uheld indtraf for den danske gruppe fem minutter efter starten efter foedderne kom paa pedalerne midt paa dagen. En af deltagerne faldt ud over styret og slog hovedet og armen, saa hun maatte tilbringe resten af dage i bussen, hvor det libanensiske Roede Halvmaane tog sig af hende. Dagen var meget varm og vi drak vand, vand og vand. Men vi noed den smukke natur. Lidt over halvvejs holdt vi pause paa en vingaard, hvor vi blev bevaertet med bl.a. vin, hjemmelavet honning, som sammen med nyristede hvedekorn, mandler og rosiner udgjorde en superlaekker natursnack/energibar, so vi noed under pinjerne. Dagen blev afsluttet med et aftensmaaltid paa en militaerpost i restauranten - igen med sang, dans og musik.

Anne Bett Koch og Anne Haarloev

Nedtælling...

Så er det nu. Om nogle timer skal vi mødes i lufthavnen - det er altid en pudsig fornemmelse når man har ventet på noget i månedsvis, og tiden så endelig (ofte også pludselig) er inde. Kuffert pakket, et hav af to-do lister ordnet. Vi har efterhånden holdt mange planlægningsmøder, og det allersidste i mandags. Forventningfulde damer der omsider er ved at være klar til afgang, selvom ingen af os rigtig ved hvad vi skal ned til. Jeg forestiller mig det bliver et fantastisk kaos af kvinder, cykler, sand mellem tæerne, sved og aha-oplevelser.

Læs om jeg får ret

/So long Danmark.

Ane-FTW