14. oktober

Som sædvanlig skulle vi starte præcis kl. 09.00, så vi kunne nå hele dagens program til tiden! "Det danske spejderhold" som nogen i det danske team har kaldt os mødte naturligvis op til tiden. Men også helt efter bogen kom vi afsted 1 time senere. 200 kvinder er nemlig ikke sådan at holde styr på. En eller anden havde snuppet sit pas fra receptionen, og det var ikke meningen. De skulle nemlig sendes i samlet flok til næste hotel for at få fordelt værelser etc. til vi kom frem i løbet af aftenen. En anden havde glemt at aflevere sin nøgle.

Men endelig kom vi afsted og var fremme ved en UNWRA flygtningenlejr 2 timer senere. Alle stod spændt og ventede, da vi kom - børnene med olivengrene i hænderne - og i det hele taget samme varme velkomst, som vi har fået alle vegne. På grund af forsinkelsen blev der kun tid til et kort ophold, men jeg fik da talt med nogle af kvinderne og hørte lidt mere om forholdene i lejren. I Syrien må flygtningene godt arbejde uden for lejren i modsætning Libanon, hvor de ingen rettigheder har overhovedet. Flygtningene kan ikke blive syriske borgere, men ellers har de de samme rettigheder som syrerne, kan arbejde og uddanne sig.

Derefter op på cyklerne og afsted. Overalt stod der folk på gaden og vinkede og råbte velkommen. Tænk så mange varme smil vi får, og det smitter, så der bliver sunget i hele feltet, og nogen nærmest dansede på sadlen. Landskaberne vi kørte i gennem var nærmest ørkenagtige og der boede mange beduiner i området. Ved et af vore pit stops i en lille landsby, var der mødt rigtigt mangemennesker op. Alle de store drenge ville gerne afprøve deres engelsk: What is your name? og How are you. Pigerne er lidt mere generte, men alle vil gerne hen og tale med os så godt som vi nu kan. Så bliver der fotograferet og kigget på billederne med det samme. Det vækker stor moro, og så kommer der flere til. Vi bliver fotograferet med smukke kvinder, kvinder i fine gevandter og med masser af dejlige børn. Tak fordi I kommer lyder det igen og igen Det bliver serveret sodavand, små lækre kager, overtrukne mandler og chokolade.

Så afsted igen gennem dette forbløffende tørre landskab med masser af får. Ind imellem stopper vi for at hilse på, og de store drenge bliver lidt for ivrige engang imellem og kaster sig ind foran cyklerne. Men så kommer Beirut by Bike folkene og får gennet dem væk, da det kan være temmeligt farligt - hvis en vælter og derkommer 200 kvinder bagved, så risikerer vi en domino effekt, og det har vi ikke spor lyst til, da vi har haft nogle kedelige styrt.

Efter ca. 50 km er vi fremme ved målet, et dejligt sted langsmed en flod og eukalyptus træer langs vejen og flodbredden. Der var igen masser af mennesker mødt op for at byde os velkommen. Kvinderne vil gerne tale med os og trykke os i hånden. En sendte håndkys til mig, og en anden vil gerne udveksle kindkys. Der er en fantastisk følelse, at mærke dette kvindefællesskab på tværs af grænserne, og spekulerer man ikke over, om nogen har tørklæde på, og hvor meget de er til- eller afdækkede. På en måde virker den danske diskussion om tørklæde og burka umådeligt indskrænket, når man cykler rundt hernede. Det er menneskene, der tæller og det der er inden i.

Så gik det afsted med bus til grænsen ind til Jordan, og her ventede en overraskelse. Vi blev mødt med kameler og militærorkester - helt overvældende. Og så fik vi en pakke med mad, mens vi dansede og sang, og vi ventede på passene. Glade men udmattede tørnede vi ind vedmidnatstide nu i Jordan.

Dorthe