Dagbog 13. oktober 09

Syrien, 13. oktober 09

Store skyer hænger tungt over bjergene nær Homs, da vækkeuret ringer alt for tidligt på værelse 210 hos 3 glade, men en anelse trætte kvinder. Samtidig med at vi langsomt kommer til bevidsthed og får fundet cykelshorts, solcreme og cykelgejsten frem, så kæmper solen en ihærdig kamp for at brænde skyerne af. Pludselig dukker den kæmpe Madonna-firgur frem fra bjertoppen, som vi anede da vi ankom aftenen før i tusmørket. Der er en næsten magisk og himmelsk stemning over denne scene, idet hun – altså Madonnaen - det ene øjeblik er svøbt i florlette skyer og det næste øjeblik er er badet i ren solskin.

Endelig er alle på busserne og målet er nu at nå frem til denne tours vistnok hårdeste etape. Kun 28 km, men med masser af bjergkørsel. Vi er alle en smule nervøse for hvad der venter os, men vi minder hinanden om at det primært handler om psykologi og mentalt arbejde at forcere sådanne bjerge. Skal en elefant fortæres, så skal det ske i små bidder og heldigvis er der lagt pit-stop ind med jævne mellemrum, hvor forfriskninger fylder vores depoter op . Sådan en tur symboliserer egentlig også livet som det er….fyldt med ups and downs, men ved at tro på sagen, kommer man lettere igennem. Forhåbentlig kan denne mentale tilstand af tro og håb overføres til Mellemøst-situationen og formålet med denne tour…..”Troen på Fred”.

Desværre oplevede vi et grimt styrt hos en af teamets medlemmer. Slemt så det ud og chokerede blev vi alle, men heldigvis var det mest overfladiske skrammer og sejheden sejrede.

Touren var lagt i de smukkeste omgivelser…..og masser af smilende og venlige mennesker heppede os i mål ved en stor sø. Endnu engang kom vi glade og trætte i mål med en snert af en uovervindelig Lance Armstrong-agtig følelse.

Tilbage i busserne: Japanerne er nu ved at vænne sig til at spise dansk salmiak-lakrids uden alt for mange grimasser… og de laver små origami-ting til os…de jordanske piger danser og synger..…vi hører lidt Syrisk skønsang..…nogle får sig en velfortjent lur…..og med diverse tissepauser under oliventræernes afskærmning ankommer vi langt om længe til vores palads-agtige hotel, lidt uden for Damaskus. Ååååh, det er skønt at være dronning. Vi bliver vist ikke sjove at få hjem til DK med de nykker vi hurtigt vænner os til.

Tanken om at være så tæt på Damaskus’s gamle bydel uden at komme derind, var ren tortur for nogle af os. Derfor var vi nogle, der ilede op på vores værelser…lavede en hurtig ubådsvask og fik malet lidt læbestift på. Med skyklapper på og blødende hjerter, passerede vi de overdådige bufferter, der bugnede af det bedste af Syriens køkken…og så hurtigt ned og hyre en taxi. Vi kørte forventningsfulde afsted. Efter kun 5 min i taxaen, gik den i stå….ikke mere benzin. Det lykkedes dog chaufføren at starte den igen…måske på nogle benzindampe??? og vi rullede hen til en tankstation. Efter påfyldning af ca. 2 liter benzin (for hvad skal man dog med mere, når man kun lige skal ind til centrum af byen?) gik det igen afsted mod Damaskus.

Wow…hvor er det en charmerende by. Overalt imponerende rigdom af kultur, arkitektur og ”leben”..…der på en eller anden måde tar’ sig lidt 1001-nat –agtigt ud i nattelyset.
Når ”tøser” liver sluppet fri i bazarer, så ryger der hurtigt nogle timer, men glade var vi over at have fået handlet sæber, rosenthe, tørklæder og alverdens tingeltangel. Vi endte aftenen på den skønneste tag-café med udsigt over Den Gamle Bys tage og lige ved siden af den majestætiske Umayyad Mosque….med flagermusene der tomahawkede om vores ører og vores lugtesanser bombarderet af vandpibernes berusende æbleduft.

En ny freds-cykel-dag venter….

Go’nat til skønne Damaskus

/Cathrine.