Fredag d. 23/10 09

Ifl. Anes liste skulle jeg vist dække begivenhederne d. 21/10. Det var hjemrejsedagen og den var decideret præget af opbrud, tagen afsked, krydsen grænser.
Vi spiste morgenmad på det gode hotel i Ramallah og fik bagagen læsset på busser, som kun skulle med til grænsen. Turen førte os endnu engang forbi stykker af den hæslige mur, og mange steder kunne man se et bredt, bredt stykke land op til motorvejen, hvor små sorte stubbe fra ryddede olivenlunde stak op som et mønster. Ryddet af hensyn til "sikkerheden" - sikkerheden for hvem? tænker man. Et sted gik der massevis af de brune og sorte får og ledte efter spiseligt. Det er utroligt at de kan finde noget mellem alle de sten og andet goldt. Også kameler så vi ligge ud til vejkanten. På et tidspunkt fik vi udpeget en bjergtop, som angiveligt skulle være der, hvor Jesus blev fristet inden han fastede 40 dage i ørkenen. Der var bygget et kapel øverst oppe og anlagt en svævebane, så man kunne komme derop uden de store problemer:) Ved grænsen mellem Palæstina/Israel og Jordan gik det denne gang noget lettere med at komme over på den anden side til Jordan. Pigerne ved skranken så helt menneskelige ud. Måske var de glade for at slippe af med os. På den anden side af Allenby Bridge ventede nye busser på os. Den deponerede bagage var stillet ud og Jawad overtog igen sine cykler. Han kom ind i bussen og tog storsmilende afsked med sit feltråb: Ladies! Are you ready og et: see you next year.
Kan ikke huske, om det var her at også tyskerne kom ind og sagde farvel, men jeg tror det. Vores bus satte kursen mod Crown Hotel, som var forberedt på, at der kom en flok, som ville have værelse til at hvile på indtil midnat, hvor vi skulle afsted til lufthavnen. Vi ankom henad kl. 18, nogle skulle jo blive i Jordan nogle dage ekstra, og de fik lynhurtigt receptionen til at arrangere en tur for sig. Nogle ville ind til byen (Amman) og spise, og så var vi nogle, der bare skulle op og sove!
Der var bestilt minibus til de 14, som skulle med flyet kl. 3. Vi troede faktisk at hotellet lå TÆT på lufthavnen, men kørte da en rum tid for at nå derud. Vi tog afsked med Dorthe, som var med ude for at hente en ven (skulle holde ferie i 14 dage) - og vi andre stilede mod paskontrol, gater etc. Der blev amokshoppet i div. dutyfree shops, vist frem og grinet. Alt gik planmæssigt. Vi havde to timers ventetid i Istanbul og nåede frem til bagagebåndet i København ved 11.30-tiden.
Godt brugte tog vi afsked med hinanden. Dejligt at være hjemme igen, men bestemt også dejligt, at skulle mødes igen d. 16/11. What a tour! Nu skal der fordøjes. Ser i en mail, at der på tirsdag er palæstinensiske kvinder i Verdenskulturcenteret: Palæstinensiske kvinder arbejder mod vold mod palæstinensiske Kvinder. Det var måske ikke så tosset at møde op til.

Og så åbner jeg for min radio for første gang, og hvad lyder der fra den? Poul Kjøllers:

Jeg er så glad for min cykel.
Jeg kommer hurtigt langt omkring,
og det' fordi på en cykel,
der går det let som ingenting.

Det er jo så sandt som sunget :)
Ingerrethe