torsdag den 29. oktober 2009

Tak for en fantastisk tur!

500 kilometer senere, en uge efter hjemkomsten, trygt tilbage på Frederiksberg er der tid til at være lidt eftertænksom. To uger føles som mindst en måned når man rejser rundt som vi har gjort - så mange indtryk, mennesker og oplevelser. Det har været interessant at se hvad konflikten betyder for hverdagen og selvforståelsen hos et folk, der dagligt kæmper for retten til deres land. At vi kun så sagen fra en side er klart værd at diskutere, men vor kære Detta har ret i at palæstinensernes historie fortjener at blive fortalt.

Krigen mod terror har de sidste år udspillet sig i den fjerne verdensdel med det blakkede ry, hvor uenighederne lader til at blive ved og ved. Men hjemvendte kan vi vist alle bekræfte, at Mellemøsten fortjener at være andet og mere end det billede medierne tegner af religiøse fanatikere og menneske-rettighedskrænkelser. På vores rejse mødte vi glæde, dans, fantastisk mad og varme, nysgerrige mennesker overalt. De arabiske kvinder har en festlig overbærenhed, vi danske brokkehoveder godt kunne lære noget af ind imellem:)

Efter at have brugt to uger i denne mytiske, dragende del af verden, sidder jeg - sikkert ikke som den eneste - tilbage med endnu flere spørgsmål. For historien, regeringer og vedtægter er en ting. Men at forstå de personlige historier, forstå hvorfor vi alle sammen længes efter fred, samtidig med vi bliver ved med at slås, er en ganske anden.

Hvad man ved, har man ikke ondt af
Konflikten om Palæstina og Israel er ikke bare en kamp om landegrænser, men også en sørgelig fortælling om et folk der er gået så meget igennem de sidste årtier, mens verdenssamfundet har set den anden vej. De har en (naiv?) tiltro til, at hvis bare Vesten vidste hvad der foregår, ville vi handle. Men det er vel efterhånden ingen nyhed, at israelerne ikke opfører sig som de lover. Men som Bob Dylan spurgte os i 1962 – stadig højaktuel – ”how many ears must one man have before he can hear people cry? ’n’ how many deaths will it take till he knows that to many people have died?”

En af dagene cyklede jeg ved siden af Ilana, den smukke tromme-kvinde fra Ørkenen. På vej op ad en bakke, svedende og prustende, råbte en af mændende der stod langs vejen til os på arabisk: "Det er synd at se jer arbejde sådan!" Hun vendte sig om og råbte "Vi har ikke noget imod det! Vi arbejder for fred, det er ikke let - men det er det værd! Hertil svarede han smilende "Du har ret. Held og lykke med turen. Må Gud give jer styrke."
Det var så fint. Og sandt.

ladies, yallah yallah. Cykelturen var blot en inspiration - nu venter det hårde arbejde, inshallah.

Over/Out

Ane



Ingen kommentarer:

Send en kommentar